Suzuki guitar kursus 03-04
af Anne Dorte Laub Hansen

Suzuki guitar? Er det ikke noget med violiner?

Det er den gængse reaktion jeg får, når jeg fortæller, at jeg efteruddanner mig til Suzuki guitarlærer.

Fire små guitarer med tilhørende guitarister, de var vel 6-7 år gamle, spillede for os, ca 50-60 inviterede guitarlærere fra musikskoler landet over.

Uden noder og nodestativer havde deres lærer Harald Söderberg fra Sverige fuld kontakt med eleverne hele tiden. Faktisk slog det mig, at få af eleverne kiggede på deres hænder, men direkte ud på os når de optrådte.

Det var overvældende. Ikke blot spillede de flot, det gik lynhurtigt, de havde perfekt klang og deres teknik var tip top.

Det var dette møde der fik 10 af os til at melde os på efteruddannelseskurset med lærer Harald Söderberg.

Vi var en skøn blanding af guitarfolk på kurset. Nyuddannede musikpædagoger, udøvende musikere, musikskolelærere - "gamle rotter" i faget, en forskolelærer og en konservatorielærer. Fælles for os alle var, at mødet med Suzukimetoden og de meget unge elever var helt nyt for os (almindeligvis tilbydes guitarundervisning i musikskolerne fra 2. til 4. klassetrin). Det, at vi var en så blandet flok, gjorde det meget spændende at arbejde med hinanden. Vi blev prøvet som skiftevis underviser og elev for hinanden og nød samarbejdet, når vi akkompagnerede hinanden og spillede i ensemble. Vi opdagede hinandens styrker og svagheder og kunne "udnytte" de forcer, vi havde, til alles fordel. For eksempel var der en af os, som var god til at arrangere akkompagnementer og sammenspilssatser til melodierne, mens andre kom med gode ideer til undervisningen eller godt ekstramateriale.

Flere af os havde held med hurtigt at hverve nogle unge øvningselever (3-8 år). Det var helt klart arbejdet med dem, der var det mest spændende. Det var herligt at se, hvordan de satte os på prøve udi alternative kommunikationsmåder, det var som at lære et helt nyt "sprog". Gennem Harald Söderbergs anvisninger lærte vi os at udtrykke os i meget billedlige vendinger, når vi beskriver for eksempel forskellen mellem to forskellige anslag, håndleddets vinkel, eller andre tekniske detaljer. Billederne giver børnene en umiddelbar fornemmelse for, hvad det er, man ønsker af dem.

For mig stod det hurtigt klart, at der var nogle fantastiske nye muligheder i Suzukimetoden i forhold til de metoder/skoler jeg havde stiftet bekendtskab med gennem min uddannelse på konservatoriet. Straks gik jeg i gang med at afprøve de nye metoder på mine yngste elever i musikskolen (8-10 år!).. Jeg indbød til møder med forældrene og underviste dem i grundlæggende guitarteknik, så de kunne hjælpe børnene hjemme. Jeg lavede koncerter, hvor forældre og børn spillede sammen og for hinanden. De nye tiltag medførte en markant stigning i elevernes øvefrekvens og dermed også, hvad de opnåede teknisk og musikalsk.

De fleste af de elever, jeg afprøvede metoden på, havde allerede spillet et års tid med noder. Hvilken betydning havde det for dem, at de skulle skifte metode? Generelt set har eleverne fra dag 1 taget godt imod den nye metode - nogle bedre end andre. Det har stor betydning, om de har modtaget budskabet om det vigtige i at lytte til båndet med nye og gamle stykker, og at det er vigtigt at spille gammelt repertoire sideløbende med det nye. Nogle elever er stærke i at huske fra uge til uge, andre skal have noderne at støtte hukommelsen på. Fælles for alle elever er, at de har meget mere energi frigjort til at arbejde med teknikken.

Det har også vist sig som en stor fordel, at eleverne har et fælles repertoire. På fællestimerne er det let at sætte sammenspil i gang. Unisonspillet giver eleverne en tryghedsfornemmelse, og de oplever, det usædvanlige for guitarister: Den store klang. Alle har mulighed for at få opgaven som solist i sammenspillet, fordi der er fine arrangementer til repertoiret.

Fællestimerne, det fælles repertoire, optræden for og med hinanden, alle disse faktorer giver eleverne en følelse af samhørighed og fællesskab, at være på vej mod samme destination, og det bliver lettere at optræde i gruppen og solo, når man ved, man har gruppens opbakning.

Meget har vi lært, og meget mere er der at lære. Vi ser frem til, at vi skal mødes om uddannelsen igen januar 2006 for at følge op med næste niveau.